Vil du med på café

Vi mødes ganske uformelt i et videomøde hver tredje måned. Tænk det som en cafédate – bare online. Du kan være med, uanset om du sidder hjemme i stuen, på et hotelværelse eller et helt tredje sted i verden. Find en kop kaffe (eller noget andet), læn dig tilbage og kig forbi.

Hver café har et tema, som giver os noget at snakke ud fra. Det kan være alt fra det optimale Lightroom-katalog og masker og AI, til fotostil i konkurrencer eller motivvalg for nørder. Der er en tovholder, som starter med et kort oplæg – og så er ordet frit.

Vi hilser på hinanden, deler erfaringer, stiller spørgsmål og taler om det, der fylder lige nu. Mange af os kender allerede hinanden, men nye ansigter er mere end velkomne. Du behøver ikke have forberedt noget eller mene noget klogt på forhånd – det er helt ok bare at lytte med.

Det er afslappet, hyggeligt og nede på jorden. Ikke højpandet. Ikke langstrakt. Bare en god snak, som typisk passer ind i en times tid og ikke trækker ud på aftenen.

Vi mødes første gang torsdag d. 29. januar kl 20:00 og aftenens tema er “Nordiske Mesterskaber – Hvorfor vandt vi ikke hele baduljen?” og du deltager via følgende link: https://meet.google.com/wwu-skss-gnu

Vi ses!
– Rune, Michael, Thomas og Mikkel

Tilmelding er ikke nødvendig, men for at du husker vores date, kan du tilføje mødet til din kalender her:

Google Calendar